Der er noget næsten paradoksalt ved ferie. En eksistentiel livskrise viser sig ikke nødvendigvis, når livet larmer mest. Nogle gange kommer den snigende, netop når tempoet falder.

Vi har længtes efter ferien. Talt ned til den. Forestillet os roen, lyset, de lange morgener og følelsen af endelig ikke at skulle videre til det næste. Måske har vi endda tænkt, at bare vi kommer hen til ferien, så falder alting på plads. Så bliver vi rolige. Så får vi sovet. Så får vi mærket os selv igen.

Og så sker der nogle gange noget mærkeligt, når kalenderen bliver lettere og tempoet falder.

Kroppen kommer på banen.

Ikke altid venligt og diskret. Nogle gange som en træthed, der føles tungere end almindelig træthed. Nogle gange som uro, tårer, kort lunte eller en mærkelig tomhed, der ikke helt passer til omgivelserne. Man sidder måske et dejligt sted med kaffe, solcreme og god tid og tænker “Hvorfor kan jeg ikke bare nyde det?”

Det kan være fristende at tolke det som noget, der er galt. Som om vi også er dårlige til at holde fri. Men måske er der snarere noget, der endelig får plads.

I hverdagen er vi ofte båret af nødvendighed. Vi skal op, afsted, svare, levere, hente, planlægge, tage ansvar og være nogenlunde regulerede mennesker i en verden, der sjældent holder pause samtidig med os. Det kræver en stor styrke at kunne fungere. Men det kan også betyde, at vi overhører os selv.

Mange mennesker falder ikke sammen midt i presset. De falder sammen, når presset slipper.

Ikke fordi ferien er farlig. Men fordi stilhed kan være ærlig.

Når tempoet går ned, mister vi nogle af de strategier, der normalt holder os oppe. Travlhed kan nemlig fungere som en form for bedøvelse. Ikke fordi vi bevidst forsøger at flygte, men fordi hverdagen giver os så mange nødvendige opgaver, at vi sjældent behøver at standse længe nok til at mærke, hvordan vi egentlig har det.

Derfor kan ferie blive mere end restitution. Den kan også blive afsløring.

Den kan afsløre, hvor trætte vi er. Hvor længe vi har savnet nærvær. Hvor meget vi har tilpasset os. Hvor lidt vi måske har lyttet til kroppen. Eller hvor langt vi er kommet væk fra noget, der engang føltes vigtigt.

Eksistentiel livskrise – kort fortalt

Det er her, vi kan begynde at nærme os en eksistentiel livskrise.

En eksistentiel livskrise handler ikke kun om stress, skilsmisse, sygdom, dødsfald eller store ydre begivenheder, selvom de ofte kan udløse dem. Eksistentielle livskriser opstår, når noget grundlæggende i vores livsbillede begynder at vakle. Når de gamle svar ikke længere virker. Når spørgsmålet ikke bare er “Hvordan får jeg det bedre?” Men snarere “Hvem er jeg? Hvad vil jeg med mit liv? Hvad er meningen? Hvad har jeg overhørt? Hvad kan jeg ikke længere leve videre med uden at miste mig selv?”

Det er derfor, en eksistentiel livskrise kan føles så voldsomme. De rammer ikke kun kalenderen eller energiniveauet. De rammer vores forståelse af os selv og det liv, vi troede, vi havde styr på.

I Lene Bredahls roman “Du er her ikke” møder vi tre mennesker, der på hver deres måde har overhørt sig selv for længe. Nicolas flygter fra noget, han ikke selv forstår. Lise holder sammen på alt og alle, indtil kroppen siger stop. Turið lever frit, men opdager, at frihed også kan få alvorlige konsekvenser. Ingen af dem begynder i et stort sammenbrud. De begynder i forskydninger. Små indre signaler, der med tiden bliver umulige at ignorere.

Det er måske en af de vigtigste psykologiske pointer ved en eksistentiel livskrise; den opstår nemlig sjældent ud af ingenting. Ofte har noget i os forsøgt at få kontakt længe.

Vi kan kalde det uro. Træthed. Rastløshed. Irritation. Tomhed. Men nogle gange er det livet selv, der banker på og fortæller os, at vi ikke er her ikke. Ikke helt. Ikke længere på den måde, vi måske længes efter.

Det betyder ikke, at vi skal gøre enhver ferietræthed til en stor livskrise. Nogle gange er vi bare trætte. Nogle gange har vi brug for søvn, mad, bad og tre dage uden at nogen spørger, hvor opladeren ligger.

Men hvis den samme uro bliver ved med at vende tilbage, kan det være værd at lytte mere nænsomt. Ikke for straks at lave hele livet om. Ikke for at konkludere noget dramatisk. Men for at begynde at spørge sig selv helt ærligt, hvad det er, man mærker. Hvad man har skubbet foran sig. Hvor i livet man har været væk fra sig selv?

Så måske er sommerens spørgsmål ikke kun “Hvordan slapper jeg bedst af?”

Måske er det også “Hvad får jeg endelig mulighed for at høre, når tempoet går ned?”

“Du er her ikke” genudgives af Paludan Forlag som første bind i en trilogi. Romanen er til læsere, der holder af psykologisk dybde, rejser gennem en eksistentiel livskrise og karakterer der bliver hos én, og fortællinger om mennesker, der mister fodfæstet, men langsomt begynder at finde sig selv igen.

Køb bogen hos Paludans Forlag: https://paludans.dk/bog/du-er-her-ikke/
Eller som e-bog her: https://www.saxo.com/dk/du-er-her-ikke_ebog_9788772300665

Del artiklen