I denne podcast møder du sociolog, psykoterapeut MPF og forfatter Lene Bredahl i en samtale med journalist og forfatter Gitte Jørgensen. Vi taler blandt andet om, at en eksistentiel livskrise kan være en sjælerystelse; en form for psykisk jordskælv, hvor vi får mulighed for at opdage noget vigtigt om, hvem vi er, og hvordan vi lever vores liv.
Lene Bredahl beskriver en eksistentiel krise som en “sjælerystelse” – et dybtgående psykologisk jordskælv i et menneskes liv. Som terapeut, coach og underviser med omfattende erfaring i at arbejde med mennesker i krise har hun specialiseret sig i at forstå dynamikken i eksistentielle kriser og effektive måder at håndtere dem på.
En eksistentiel krise er forankret i eksistentiel filosofi, som handler om oplevelsen af at være menneske. Krisen opstår, når en person føler sig afkoblet fra eller i konflikt med sit liv og sin eksistens. Den kan udløses af traumatiske eksterne begivenheder såsom uventet dødsfald, jobtab eller abort, men ender ofte med de dybe filosofiske spørgsmål: “Hvem er jeg?” og “Hvad er meningen med mit liv?”
På samme måde som en krise kan være smertefuld, kan den også fungere som en “fremkaldervæske” – et begreb der beskriver, hvordan kriser kan afsløre skjulte sider af vores liv og bringe klarhed over, hvad der virkelig betyder noget.
Lene deler et illustrativt eksempel om en klient med kroniske nakkesmerter, der lærte, at smerten symboliserede et behov for at “lære at bøje nakken” eller blive mere ydmyg i livet. Dette fremhæver, hvordan eksistentielle kriser kan invitere til filosofiske indsigter om, hvordan vi forholder os til os selv, andre og verden.
Med modenhed og erfaring har Lene udviklet en dyb respekt for livet og den mulighed, kriser giver for at ære livet og revurdere, hvordan man har levet indtil da.
Eksistentielle kriser ankommer ikke altid pludseligt. Ofte “sniger de sig ind” gradvist. Den daglige rutine, beskrevet som en slags “gentagelsesknap,” kan sløve bevidstheden og føre til en snigende følelse af meningsløshed, ensomhed og afkobling.
Mennesker lever ofte efter andres forventninger eller sociale normer uden at være opmærksomme på deres egen indre tilstand. Med tiden kan dette skabe en dyb tomhed. Når livets rutiner ikke længere tilfredsstiller, dukker de eksistentielle spørgsmål op med større kraft: “Er dette alt, hvad livet handler om?”
Disse spørgsmål bliver ofte mere akutte i midten af livet (30’erne, 40’erne, 50’erne), når mennesker konfronteres med dødelighed og livets endelighed. En udløsende begivenhed som jobtab kan accelerere krisen, især hvis personen har levet passivt uden selvbevidsthed.
Lene påpeger, at vi i dag står over for flere samtidige kriser, der påvirker det moderne menneske:
Trods Danmarks status som et af verdens lykkeligste lande kæmper landet med en høj selvmordsrate. Der er udbredt social ensomhed og en følelse af isolation i mange miljøer.
Klimaangst er blevet en ny dimension af moderne eksistentiel krise. Bekymringer om planetens fremtid påvirker især yngre generationer.
Lene introducerer begrebet “blød kapitalisme” i moderne organisationer, hvor medarbejdere primært ses som produktive enheder. Dette system kan blive afhumaniserende og føre til stress og eksistentielle kriser, når individer indser, at de ikke kan opretholde disse krav.
Mange forsøger at dulme den eksistentielle smerte gennem alkohol, stoffer eller overdreven arbejde.
COVID-19-pandemien nævnes som et nutidigt eksempel på en global krise, der afslørede uligheder og udløste eksistentiel refleksion. Den fungerede som en “fremkaldervæske,” der afslørede sociale skævheder og fremkaldte både respekt for livet og håb.
Lene understreger terapeutens rolle som bærer af “stedfortrædende håb” – at stå ved siden af mennesker i krise, holde rum for usikkerhed, mens man støtter fremkomsten af ny mening.
Når vi ser nogen lide, vil vi instinktivt fjerne deres smerte og hoppe til løsninger for tidligt. Men Lene understreger, at det vigtigste er tålmodighed, tilstedeværelse og dyb lytning for at forstå personens sande oplevelse.
Den terapeutiske proces involverer at invitere personen til at udforske “hullet” eller bruddet inden i dem, hvilket giver plads til opdagelse og meningsskabelse.
Lene bruger metaforen: “Vi kan ikke tage smerten væk, men vi kan ‘vaske op.'” Det betyder, at praktisk støtte omkring personen kan lette stress, selv om den følelsesmæssige smerte forbliver.
Et eksempel deles, hvor Lenes venlighed blot var at bringe nogen mad under en krise – en nonverbal handling af støtte, der var dybt meningsfuld. Sådanne små, medfølende handlinger kan være afgørende i krisens indledende fase.
| Fase | Beskrivelse |
|---|---|
| Chok/Forstyrrelse | Følelsesmæssig omvæltning, følelser af apati eller intense følelser |
| Bearbejdning | Søgen efter mening, spørgsmål til livsvalg og værdier |
| Nyorientering | Gradvis at finde nye retninger, integrere lektioner, heling |
En eksistentiel krise efterlader ofte et varigt “ar” eller bevidsthed, men ikke vedvarende smerte, hvilket muliggør vækst og ydmyghed.
Lene definerer håb som “at trække fremtiden ind i nutiden.” Mennesker har medfødte selvhelende evner og viljestyrke til at komme ud af krisen.
Centrale pointer inkluderer:
Afslutningsvis understreger Lene, at kriser er naturlige. De hjælper os med at opdage livets dybere og mere subtile sider. Vi dør ikke af kriser – i stedet vokser vi til mere erfarne og ydmyge mennesker.
Ved at konfrontere kriser har individer mulighed for kritisk at undersøge deres liv, relationer og samfundsmæssige roller. Krisen kan blive et vendepunkt og en åbning til nye livsfaser, hvis den mødes med åbenhed og passende støtte.
Facebook Comments