Forstå hvorfor du let kan føle dig utilstrækkelig


Skrevet 21. april 2021 af Lene Bredahl

Præstationskrav - stress - NLP Huset

“Jeg SKAL lykkes”.

Sådan skriver Christian Hjortkjær i sin debatbog “Utilstrækkelig” (2020) og giver nogle svar på, hvorfor så mange (især unge) bliver stressede i dagens Danmark.

Sagen er nemlig, at der hver dag i Danmark er 35.000 sygemeldt med stress. Men vidste du, at det var der også for 10 år siden.

Hvorfor?

Vi er åbenbart ikke gode nok til at håndtere stress i vores samfund. I dette nyhedsbrev vil vi prøve at beskrive det, der kan skabe grobund for stress. Måske kan du spejle dig i det, vi beskriver (i dette og de kommende 3 blogindlæg om stress, kriser og om at forstå sig selv bedre).

Dit engagement og din flid kan føre til stress

I dag har de fleste travlt. Mange er veluddannede. Du kan definere dig selv på en ny måde, uafhængig af dine forældre. Der er en præstationskultur, som viser sig ved, at livet nu er et projekt, der skal lykkes: Du siger måske til dig selv: Jeg SKAL lykkes. Tilmed i et grænseløst samfund, hvor du aldrig rigtig har fri.

Mange menneskers arbejde i dag bygger på deres engagement, flid og gå-på-mod. Lederen giver frihed under ansvar. Mangler du frihed, får du bare endnu mere – og en endnu længere bane at løbe på med mere ansvar.

Ledelsen af arbejdet er typisk uddelegeret til dig (og det team, du arbejder i). Det er ofte op til dig selv at afgøre, hvornår dit arbejde er veludført.

Vi afkræves typisk i dag at sætte mål op for vores opgaver som aldrig før. Opgaverne skal nås indenfor en given tidsramme. Samtidig opstår der let noget uforudsigeligt i vores komplekse virkelighed, som vi ikke er herre over. Vores hjerner slet ikke er gearede til den virkelighed.

Samtidig kan du i princippet arbejde og være tilgængelige døgnet rundt. Vi har (næsten) alle adgang til et hurtigt internet og en mobiltelefon.

Det er alt sammen tendenser, der kan skabe grobund for stress og følelsen af mindreværd.

Hvorfor?

Din indre kritiker

Fordi du typisk er din egen største kritiker. Fordi mange af os stiller høje forventninger til os selv. Måske for høje.

Fordi vores eksistensmuligheder er under hastig forandring.
Tænk bare på fortidens bondesamfund (for 100 år siden), hvor mange af os gik ude på en pløjemark og havde en helt anden enkel virkelighed.

Har du selv stress?

Hvis du er stresset eller i krise, dukker der typisk bestemte problemer op. Hjernen kører derudaf dag efter dag: Tanker om død, meningsløshed, sygdom, manglende forbundethed og andre temaer kan dukke op i din bevidsthed. Men man behøver faktisk ikke være syg for at få de tanker.

Det er eksistentielle problemer eller grundvilkår, som mennesker har kendt til altid. Det er værd at se på dine tanker, hvis de fortsætter med at være der i en periode. Det kan være en påmindelse om, at noget skal laves om.

De bedste hilsner

Ove Schroll og Lene Bredahl

P.S. På søndag fortæller vi mere om et af de eksistentielle grundvilkår – og hvordan du forstår om du er (eller har været) i eksistentiel krise. Det er et led i vores ønske om at dele ideer fra vores NLP Psykoterapeut uddannelse med dig.

P.P.S. Ønsker du at modtage inspiration til at forstå dig selv i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev her


Skriv et svar