VÆR UFORBEREDT OG OPLEV NÆRVÆRET (2. RÅD UD AF 3)


Skrevet 13. januar 2021 af Lene Bredahl

“Nærvær er en kunst. Måske den sværeste af alle. At ankomme uforberedt til hvert nyt øjeblik og møde det, som det er, og ikke som man ønsker, det skal være”, sagt af en buddhistisk munk.

Kære læser, giver citatet mening for dig?

Det gør det for mig. Citatet har fulgt mig i årevis, fordi det minder mig om, at jeg skal fokusere på at blive i nuet. Jeg har en tendens til hele tiden at lægge planer og få ideer. Det kan nogle gange fjerne mit nærvær. Det er en daglig udfordring og træning at lægge vurderingerne til side. Med “vurderinger” mener jeg forestillingen om, at tingene skal være på en bestemt måde. Når det sker, ved jeg, at jeg er ved at miste mit nærvær.

Jeg bruger bevidst mit nærvær både som underviser, coach og terapeut. Spørgsmål, tvivl og frustrationer får jeg lettere ved at opfange, når jeg er fuldt til stede. Og løsningerne og svarene opstår mange gange helt automatisk, når jeg er nærværende.

Ved at være til stede, læner jeg mig ind i min praksis og mine erfaringer og er der samtidig som et menneske. Ofte oplever jeg, at mine klienter deler noget, de ikke har turde sætte ord på før – og jeg tror kun, det kan ske, fordi jeg forholder mig åbent til situationen og til dem.

Min inspiration til at være nærværende har jeg fra yoga, meditation og mindfulness. Jeg har mediteret og lavet yoga- og mindfulness-øvelser i en del år og har fx engang gået så langt som at tage på et retreat i Saharaørkenen i 10 dage. 4 af dagene var et soloretreat midt i ørkenen. Meget inspirerende og givende.

Et råd

Vær åben over for øjeblikket – nuet. Parker din vurdering af, hvad du gerne vil have ud af en given situation. Drop dommen. Bare vær til stede –  mærk og sans – og se så, hvad der sker hos dig selv og de mennesker, du er sammen med.

De bedste hilsner

Lene Bredahl

P.S. I næste blogindlæg får du råd nr. 3 – følg evt. også med i vores nyhedsbreve, som du kan tilmelde dig her


Skriv et svar